søndag den 2. januar 2011

2011 - på vej mod nye mål


Så er jeg sprunget ind i det nye år, med den sædvanlige 5 km tur til nytårsløbet i Odense. Ikke min hurtigste tid men mit første udendørs løb/træning siden 24 oktober så vildt glad for bare at deltage igen. Største problem var jo mest angsten for at skulle glide på den glatte rute. Tog mod til mig og stillede op og det var bare så skønt at være i konkurrence igen.

Nu går tankerne mest på den kommende halvsæson som ser spændende ud. I morgen tilmelder vi os nordic 24 (mtb) som jo er et af højdepunkterne, derudover står den på et nyt adventurerace på Møn, DM i adventure i Silkeborg på lang distance, extrem marathon hvor Tine og jeg vil prøve 50 km distancen og forhåbentlig etape løb (4 dage) på mtb i Polen i sommerferien. Mon ikke vi også skal være med til Wat-pigernes adventurerace som jo fik meget ros sidste år og forhåbentlig blir det også til en gensyns weekend med watpigerne i løbet af 2011. Vi har jo allerede et par snedige ting de skal udfordres i.
Er tilmeldt Berlin halvmarathon i april sammen med 2 kollegaer og det glæder jeg mig til at prøve og håber på at få sat pr på ½ marathon hvis løbeplanen holder.

Om 10 dage er der igen kontrol med armen og håber så at det godkendt og dermed fuld belastning igen. I hvert fald går det fremad, ingen smerter mangler nu bare noget styrke i armen igen.

Rigtig godt nytår til alle derude og håber vi ses i landskabet og gerne uden sne.